Ferslev Petanqueklub

 

Forsiden | Bylaug | Kirke | Skole | Gårdene | Fritid | Tidsbilleder | Kort | Fotogalleri | Opslagstavlen | Links

 

FERSLEV PETANQUEKLUB
BAGGRUND

I forbindelse med fodboldklubben har der i nogle år eksisteret en petanque-bane ved fodboldbanerne og klubhuset i Ferslev. Der bliver bla. i forbindelse med sommerfesten afholdt en åben petanque-turnering for alle interesserede, og dette har i de senere år været en stor succes.

I løbet af foråret og sommeren 2006 blev det efterhånden en fast tradition at alle interesserede petanque-spillere mødtes til hyggespil torsdag aften hvor klubben er åben, og i løbet af sommeren 2006 blev det også en tradition at mødes søndag eftermiddag kl. 14 hvis man gerne ville spille.

Da mængden af interesserede spillere efterhånden var vokset, blev det besluttet at etablere Ferslev Petanqueklub som en "rigtig" klub under fodboldklubben's regie. Fra foråret 2007 har Ferslev Petanqueklub deltaget i DGI's Petanqueturnering for Nordsjælland.
I foråret 2007 blev der etableret endnu en petanquebane, og det er planen at etablere endnu en således at der bliver tre baner.

Alle er velkomne til at komme og være med, hvis man ikke selv har kugler, kan man starte med at låne af klubben.

Klik her for at se billeder fra DGI matchen mod Frederikssund6 d. 22.05.07

Petanque Sommerfest 2006

Der spilles petanque på "den gamle bane" ved Sommerfesten 2006

SPILLET PETANQUE

Petanque er et spil som kan spilles af alle, unge som gamle.  Der kræves ikke det store udstyr for at spille. Spillet foregår med tre stålkugler pr. spiller samt en mindre målkugle (grisen) som kan være lavet af træ eller af et plastic-materiale.

Boules

3 kugler er kastet, og den sorte kugle ligger nu til 1 point

For at komme igang med at spille er der faktisk kun 10 enkle regler der gælder:

  1. Petanque kan spilles som Single (én mod én), Double (to mod to) eller Triple (tre mod tre). I Single og Double har hver spiller 3 kugler, i triple 2. Hovedmålet er at komme så tæt som muligt på den lille trækugle kaldet grisen.
     
  2. Der trækkes lod om, hvilket hold, der skal starte. Vinderholdet tegner en cirkel med en diameter på 35 til 50 cm. Alle kast i denne runde skal foregå med begge fødder inden for denne cirkel.
     
  3. En spiller fra holdet, som vandt lodtrækningen, kaster nu grisen, ud i en afstand af mindst 6 m. og højst 10 m. fra cirklen.
     
  4. En spiller fra samme hold kaster den første kugle og prøver at komme så tæt på grisen som muligt.
     
  5. En spiller fra det modsatte hold, forsøger nu enten at kaste en kugle tættere på grisen eller at skyde den første kugle væk.
     
  6. Det hold som ikke ligger nærmest ved grisen, vedbliver at kaste, til de får en kugle nærmest, derefter er det det andet hold.
     
  7. Når et hold ikke har flere kugler tilbage, kaster det andet hold resten af sine kugler.
     
  8. Når alle kugler er kastet, tæller man point. Kun et hold får point i hver runde. Det hold som ligger nærmest grisen, får lige så mange point, som de har kugler nærmere end modstandernes nærmest kugle.
     
  9. Det hold som lå nærmest, tegner en ny cirkel og starter næste runde (fra pkt. 3 og frem).
     
  10. Vinder er det hold, som først får 13 point.
Spilles der turnering er der naturligvis nogle flere regler der skal iagttages. DGI's regler kan hentes her:

DGI Petanqueregler

Dansk petanqueforbund har nogle endnu mere "strikse" regler som kan ses her:


Sommerfest Petanque

Alle kan spille petanque uanset alder (Sommerfesten 2006)

SPILLET'S HISTORIE

Petanque siges at være "opfundet" i 1907 i landsbyen La Ciotat nær Marseilles som en mindre fysisk krævende udgave af spillet jeu provencal. Den fysiske udfoldelse blev reduceret ved at forkorte længden af banen med cirka halvdelen og ved at ændre et kast i bevægelse til at være et stationært kast. Spillets navn er opstået fra termen pés tanqués som på fransk provencialsk dialekt betyder noget i retning af "ubevægelige fødder", netop fordi man i petanque skal have fødderne i ro inden for en ret snæver cirkel. Petanque er blevet så populært at termen "Jeu de Beoules" (kuglespil) nu næsten udelukkende betegner petanque, selvom petanque kun er én variant af "boules", og selvom petanque endda er den nyeste variant. Mange franske landsbyer har et specielt stadion for spillet, kaldet en "Boulodrome", og her spilles oftest petanque.

Det internationale Petanque forbund "Fédération Internationale de Pétanque et Jeu Provencal" blev stiftet i 1958 i Marseille og har omkring 600.000 medlemmer i 52 lande (2002 tal).

Det første VM blev afholdt i 1959. De seneste år har verdensmesterskaberne været afholdt i Faro, Portugal (2000), Monaco (2001), Grenoble (2002), Geneve (2003), Grenoble (2004), Bruxelles (2005) og Grenoble (2006). 53 lande deltog i 2004 og deltagerantallet stiger for hvert år.

Historie

Gammelt petanque postkort (kilde petanque.org®)

TRADITIONER

Der er mange traditioner knyttet til petanque, og de fleste af disse traditioner bliver holdt i hævd af de eksisterende klubber og foreninger. Traditionerne knytter sig tæt til hele  "ånden" i spillet som handler om samvær og hygge, også selvom det drejer sig om at vinde. Alle spillere hilser på hinanden før og efter spillet, og bortset fra Dansk Petanque Forbunds turneringer, som har international karakter, så er det almindeligt at nydelse af f.eks. kaffe, øl, spiritus og evt. tobak under spillet er en fast tradition.

I Frankrig og især i området omkring Provance er der en anden gammel tradition som handler om en vis "Fanny".  Fanny er slang for "bagdel" og der er på et tidspunkt opstået en tradition for at hvis man i et petanquespil taber 13-0, så skal man kysse Fanny's bagdel. Eftersom der sjældent deltager en kvindlig spiller med navnet Fanny, så har mange franske klubber og foreninger enten et billede af Fannys bagdel, eller en udskåret figur som skal kysses hvis man er så uheldig at tabel13-0.

Fanny
Gammelt petanque postkort der viser "Fanny". Teksten lyder noget i retning af:
Fanny, de uheldige boulespilleres trøst (kilde petanque.org®)


FERSLEV PETANQUEKLUB I DGI-TURNERINGEN 2007

Som nævnt deltager Ferslev Petanqueklub i DGI's landsdelsturnering for Nordsjælland i 2007. Ferslev kom i pulje V i turneringen. Pulje V består udover Ferslev af: Frederikssund's 6. hold, Snekkersten, Slangerup's 2. hold og Græsted's 1. hold (P3230-1). Nedenfor kan alle dokumenter vedrørende DGI-turneringen hentes (i .pdf-format).


Træning

Der trænes på "den gamle bane".



© 2007 Birthe Moberg Kristensen, Jan Bo Sørensen, petanque.org og Ferslev Petanqueklub                                                                                                                         Opdateret: 12.09.2007